Hjernesmart undervisning

– i en digital tidsalder

Hjernen følger bestemte spilleregler, og hvis vi ikke kender og mestrer dem, bliver mange læringssituationer mere op ad bakke, end de behøver at være.

Kursets underviser Anette Prehn har oversat hjernens spilleregler til praktisk pædagogik, og hun præsenterer, hvilke “små skru” du kan lave for at gøre din undervisning mere engagerende for elevernes/de studerendes hjerner. Herunder fremhæver Anette fx, hvilken betydning fysisk aktivitet, variation og nærvær har for elevernes læring, samt hvilket pædagogisk potentiale der ligger i, at eleverne/de studerende kender til amygdala.

Du bliver også inspireret til, hvad du som underviser kan gøre for at fremme et hjernesmart læringsrum med relevant inddragelse af digital teknologi – uden at lade dig diktere af det digitale. Et læringsrum, hvor der er en god balance mellem offline og online. Ifølge hjerneforskning forankres læring nemlig ikke, når opmærksomheden flakker, og derfor er der brug for, at du som underviser sætter klare rammer for elevers brug af internettet i undervisningen.

Anette underviser hjernesmart, og derfor får du afprøvet alle ideerne og metoderne på egen krop, hvilket klæder dig på til at undervise hjernesmart i din praksis umiddelbart i forlængelse af kurset.

Formål

At styrke dig i at gøre din undervisning mere hjerneengagerende, varieret og relevant og at træde i karakter som klasseleder i en digital tidsalder.

Udbytte 

På kurset udforsker vi:

  • Hvad er læring fra et hjerneperspektiv?
  • Hvad er de fire nøglekomponenter i design af hjernesmart undervisning, og hvordan bruger du dem i praksis?
  • Hvad betyder forskellige hjernestrukturer for læring (hippocampus, pandelapperne, arbejdshukommelsen og amygdala)?
  • Hvordan finder vi en god balance mellem offline og online, som fremmer unges læring?
  • På hvilke måder kan den digitale verden gøres til en gave til klasseledelse?
  • Hvordan træder du i karakter som Energiminister og Opmærksomhedsdirektør og fremmer nærvær, fællesskab og dannelse i klasserummet?
  • Hvilke hjernespilleregler bør elever kende for at kunne fremme – og tage ansvar for – deres egen læring?

Målgruppe

Kurset henvender sig til undervisere i grundskolen og på ungdomsuddannelserne.



  • Share Buttons

    Share on FacebookShare on LinkedIn


  • Underviser


    Anette Prehn er sociolog, underviser, foredragsholder og forfatter. Hun har haft egen virksomhed i 11 år og lavet leder- og medarbejderudvikling lige så længe. Henover årene har mange kunder spurgt hende: “Hvordan kan vi bruge det her i forhold til børn og unge?”. Og 2015 blev så året, hvor Anette Prehn fik udgivet to bøger (Hjernesmarte Børn og Hjernesmart Pædagogik), hvor hun oversætter hjernens spilleregler til praktisk pædagogik.

    Anette Prehn er god til at få deltagerne til at bygge bro til deres virkelighed og hverdag, så kurset kan bruges til noget i hverdagen.

    Tilmelding

    Ja tak - jeg/vi ønsker at deltage.